tirsdag den 5. januar 2010

... om jeg begriber ...




... hvordan jeg fik strikket det hul til tommelfingeren, men nu hvor sne og kulde ser ud til at blive, er jeg glad for, at det lykkedes.

mandag den 4. januar 2010

Gå på vandet




Det er mindst ti år siden, jeg sidst har set is på søerne her i København, og er der noget at sige til, at alle gerne vil gå på vandet, når nu det for en gangs skyld er muligt? Havnebassinet, som jeg cyklede over i morges, er ikke så indbydende endnu, men fortsætter frosten, går der næppe lang tid, før der er andre væsner end mågerne, der tager turen på isen.



Måske bliver det igen muligt at save isblokke ud som den gang i 1910'erne. Billedet er fra Kåre Laurings Københavnerliv.

For øvrigt lige et link til NYT, hvor recession får amerikanerne til at lave ting. Sammen.

Fynske fristelser II



Lilla er en farve, der har haft sin tid i mit liv. Det vil sige, at siden dengang i midt-80'erne, hvor interessen for farven lilla klingede gevaldigt af, har min mors hjemmesyede te-hætte fulgt mig igennem 90'erne og de netop overståede 0'er. Den flyttede med på klubværelset, tog turen gennem diverse lejelejligheder og er nu endt i et stykke fast ejendom, Uanset adressen har den altid kunnet være sikker på en plads midt på bordet, når der er te-drikkere på besøg.

I juleferien blev der dækket op til te, og det oven i købet samtidig med, at jeg fra Fyn hjembragte 80'ernes storhit af et par sybøger: Elsebeth Gynthers bøger om hjemmesyet tøj til børn og voksne.

De er skønne, skønne, skønne. Farverne, mønstrene og en sødme, jeg helt havde glemt var en del af det tidlige 80'er-look: småblomstret, quiltet og med applikationer af alt fra fristaden Christiania til små ispinde. Da jeg fandt bøgerne, blev jeg mindet om, hvor vild jeg var med at kigge i dem, mens min mor patchworkede og syede sig igennem den lilla periode. Nogle af modellerne er næppe gangbare i dag, men de quiltede futter ovenfor er nu ok.




lørdag den 2. januar 2010

Fynske fristelser I







Året er i gang, og alle de gode fund fra fynske genbrugsbutikker og det fædrene loft venter på handling.

torsdag den 31. december 2009

GODT NYTÅR


Fire skønne dage på Fyn med familie, strik, vennner, mad og skøjter i buldermørke og bidende kulde tæt på Lillebælt. Hjemme i byen igen og klar til et nyt år. Gerne med frost og mere is til at begynde med...



Tak for et herligt 2009 her i blogland, og godt 2010.

lørdag den 26. december 2009

Endelig...

... væltede solen ind gennem døre og vinduer, og himlen var uendelig blå, da vi vågnede. Hvor er det længe siden, og hvor giver det bare energi. Måske var det derfor dagen blev så god.




Bedst som vi i formiddags var klar til at gå tur med julens høst af løbehjul, ringede en af naboerne og spurgte om vi ikke skulle ud? Gerne! Så fem børn og to voksne forbi Bakkehuset og gennem Carlsberg rummelige industrianlæg med masser af plads til frit løb og fald.



Hjem til en improviseret frokost, og en rask beslutning om at få styr på det med at hækle. Naboen kan, jeg kan ikke. Først det med firkanter, så runde modeller og til slut bølger, der gav hovedbrud og manglende lyst til også at tænke på aftensmad. Så to køleskabe blev rystet sammen, vandhanen åbnet, en halvtom vinflaske tømt, og pludselig var der masser af mad til de ni, vi var blevet i løbet af dagen.

Fantastisk at have gode naboer, fantastisk at bo så tæt på byens åndehuller - fantastisk at bruge dagen så godt.

onsdag den 23. december 2009

God jul






Vi fik trukket juletræet hjem og er klar til i morgen. God jul!